Hvordan var din vei inn i forfatterskapet?
Jeg var godt oppe i tyverne, dybt forvirret og i gang med en grafisk uddannelse i København, som jeg ikke egentlig havde hverken talent eller motivation til at fuldføre, da en norsk eks opfordrede mig til at vise mine tekster til andre og gjorde mig opmærksom på skriveskolerne i Norge. Året efter gik jeg på Forfatterstudiet i Bø. Det er ti år siden. De ældste ting i Godset skrev jeg, da jeg gik der. Så vejen har været lang, kringlet og lærerig. Jeg troede først, jeg skrev digte. Jeg troede nok også, jeg var god, fordi det var let, men det bliver jo bare sværere, jo mere man vil det. Det gælder nok for mange ting.
Når og hvorfor begynte du å skrive?
Da jeg var barn, skrev jeg meget, og de fleste julegaver, jeg gav familien, var historier i små bøger, jeg selv havde lavet. Sådan er det næsten blevet igen! Sidste bog var bare over 400 sider og ikke tapet sammen. Dengang, som nu, skriver jeg, fordi sproget er det bedste sted, jeg kender (eller måske netop aldrig kender helt?).
Hvilke forfatter har hatt størst betydning for ditt eget forfatterskap?
Nu består mit forfatterskab jo så langt af ét værk, og jeg tror uanset svaret vil blive forskelligt fra bog til bog, men i de år, jeg arbejde med Godset, var jeg meget optaget af blandt andet Ursula K. Le Guin. Nu er jeg sammen med forfatterkollega Helene V. Nortvedt i færd med at udgive nogle af de korttekster af hende, som har haft størst indflydelse på mig. De er oversat til norsk af Simen Hagerup og er de første udgivelser på vores lillebitte FIND FORLAG.
Hvilket ord prøver du å unngå/bruke litt mindre?
JEG.
Hvilket forhold har du til å stryke tekst?
For mig er det at skrive synonymt med at redigere. Det er helt indbygget i min metode at stryge, omformulere og flytte rundt på tekst kontinuerligt. At stoppe den proces har jeg til gengæld et ret pinefuldt forhold til.
Kan du fortelle litt om skriveprosessen din?
Se ovenstående. Vil ikke anbefale. Desuden bliver det yderligere kompliceret af min shuffle mellem dansk og norsk (og engelsk, tydeligvis).
Jeg har de sidste par år fundet stor energi i at arbejde med andre, indimellem egen romanskrivning, som kræver meget tid, beslutningstagen og stamina alene. Blandt andet har jeg lavet et par kunstfilm med billedkunstnerne Kjetil Berge og Jason Havneraas, hvor jeg skriver manus undervejs i indspilningsperioden. Der er ikke tid til at gennemtænke alt, og jeg må uanset give teksten fra mig for så at se den komme tilbage i en helt anden form og med en helt anden klipning (redigering) end jeg – eller nogen af os – havde set for os. Det er så befriende.
Hva må være på plass, hvordan kommer du i gang, hvor i teksten begynner du?
Ingenting må være på plads, jeg begynder på alle mulige pladser samtidigt, ofte med enkeltsætninger, skriver ting ud og fjerner andre, styrker og dyrker forbindelserne, støder på problemer, jeg selv har skabt. Jeg skulle ønske det var anderledes, men hverken min måde at tænke eller at skrive er særlig lineær eller organiseret. Dog vil jeg sige, at det hjælper på overblikket, når jeg ikke er stresset over praktiske omstændigheder (penge, et barns behov, boligsituation, m.fl.).
Leser du andre forfattere når du skriver?
Læsning er helt afgørende, ligesom læsere er det, og andre skriver også med en gang imellem. Jeg er en sampler og har ikke så helligt forhold til det at tænke videre på eller at dele sætninger og vendinger. Det gør yrket lidt mindre ensom, sproget lidt mere levende.
Hva synes du om norsk litteraturpolitikk?
Svaret på dette spørgsmål er stærkt redigeret, tro det eller ej. Jeg havde først skrevet en lang udlægning om ordningerne i Norge vs. i Danmark, om liberalisering af bogmarkedet, og om Woolfs essay Et eget rom, som jeg genlæste for nylig, her snart 100 år efter udgivelsen, og som mindede mig om flere ting i vores samtid, ikke bare politisk, ikke bare truslen mod kvinders og minoriteters rettigheder og position, men om det, der til enhver tid synes muligt i et samfund. Grænsen for det, vi kan forestille os, er afhængigt af det, der modbeviser dens eksistens.
Hvis der kun udgives bøger, som repræsenterer det, vi allerede læser og kender, bliver vores forestilling aldrig udvidet. Da kan vi for så vidt undvære forfatterne helt og lade KI (re)producere det vi ved i forvejen. Vi trænger det nye og det smalle, det uforetrukne, det hidtil umulige, men det kræver, som Woolf også skriver, et minimum af tilgang til materielle forhold: Et eget rum. Jeg tror blandt andet solidariske ordninger for biblioteksindkøb og stipender er med til at skabe disse rum, hvor ny litteratur kan skabes – og dermed vores tænkning udvides til ellers utænkelige steder. Men også i Norge er goder og ordninger tilkæmpede, og som alle andre rettigheder, kan de forværres, hvis ikke vi tager deres formål alvorligt.
Satsning på kunsten er en demokratisk investering. Det er grundlæggende spørgsmål om retten til at være del af samfundet og måden samfundet forstår sig selv, om hvad vi har råd til – og råd til at miste. Jeg river mig lidt i håret over den mere eller mindre interne debat om det såkaldt «litterære» som en modsætning til «det vigtige», som om litteratur og kunst nogensinde er opstået i et (akademisk?) vakuum. Litteraturen er vigtig, sådan må det nødvendigvis være, og denne mærkelige dikotomi mellem kvalitet og at lade nye stemmer komme til er i mine øjne en farlig retorisk figur.
Her mener jeg ikke, hvordan bøger og forfattere figurerer i medierne eller på markedet, hvor der nok findes et problematisk fokus på enkeltindividet og den personlige historie, men det kan man vel næppe klandre hverken forfatterne eller historierne for. Det kan nok ligefrem virke reducerende for de involverede. At generelt kritisere en gruppe minoriteter for at «sænke niveauet på den litterære samtale», eller ufortjent at have opnået en vis position, er for mig fuldstændig i tråd med det markedsdrevne fokus på person, baggrund og traume, og er i sig selv med til at afspore debatten til en intellektuel forklædning af analyser, der fremstår reaktionære, når de ikke netop forholder sig specifikt til litteraturen, som skrives, eller dens strukturelle rammer. Den slags generaliserede bekymring risikerer indirekte at underminere de forhold, forfattere udgiver under i Norge. De litteraturpolitiske værktøjer er på plads netop for at sikre mangfoldighed og diversitet i udgivelser, nyskabelse og plads til det upopulære. Det er vigtigt.
Se der – nu blev det et slags debatindlæg alligevel! Jeg havde egentlig tænkt mig at nøjes med et usikkert citat fra en usikker kilde: «De norske kulturelle midler, som i øjeblikket ivrigt diskuteres og kæmpes om, tilsvarer årligt udgifterne for 3 km nybygget vej.»
Hvilke forventninger har du til medlemskap i Forfatterforeningen?
At jeg får mulighed for at diskutere face to face med mine kolleger. Jeg er digitalt sky og konfliktsky.
Signe Holm har utgitt romanen Godset (2023, Forlaget Oktober).