Når du sidder med bladet i hånden, har en samlet branche – forlæggere, boghandlere og forfattere – været til møde med kulturministeren for at foreslå faste bogpriser indført ved lov. For første gang i mange år er det lykkedes at nå til enighed om en fælles holdning: Den enkelte titel skal have samme pris de første måneder efter udgivelsen, uanset hvor og hvordan den bliver solgt.
Forslaget har allerede inden fremsættelsen mødt kritik fra bl.a. Forbrugerrådet og nogle kulturordførere, som frygter, at det vil give højere bogpriser generelt. Det er nu ikke, hvad erfaringerne fra andre lande viser, men bestsellerne vil ganske rigtigt blive dyrere i de første måneder. I øjeblikket bruger supermarkederne bøger som “indtrækkervarer” og kan leve med en meget lav avance, fordi de i stedet tjener penge på mælk og brød og sæbe. Boghandlerne har derimod brug for at tjene på bøgerne, hvis de fortsat skal handle med litteratur og ikke kun med papir og spil.
De faste priser er ikke det eneste element i forslaget. Boghandlerne forpligter sig samtidig til at føre et bredt sortiment af bøger, og det har været væsentligt for forfatterne at få med ind. Vi har desuden bedt om, at det igen skal være muligt at indgå kollektive aftaler – ikke en ny standardkontrakt, men en minimumsaftale, der sikrer rimelige forhold også for de forfattere, der ikke kan henvise til høje salgstal, før kontrakten indgås.
Bogbranchen har tidligere været reguleret udelukkende gennem brancheaftaler, dvs. aftaler, som forfatterforeningerne, Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen indgik med hinanden. Disse aftaler faldt væk samtidig med de faste priser, og Konkurrencestyrelsen holder skarpt øje med, at der er helt fri konkurrence. Faktisk må Forfatterforeningen ikke engang anbefale vejledende takster til sine medlemmer, fx for et foredrag, for selv forfatterne skal ligge i fri konkurrence med hinanden.
Kulturpolitisk giver det ingen mening, at staten med den ene hånd giver støtte til forfattere, oversættere og illustratorer og med den anden hånd forhindrer dem i at arbejde fagpolitisk for bedre vilkår. Det giver heller ikke mening, at forlagene ikke må arbejde sammen – indbyrdes og med forfatterne – om fx abonnementstjenester eller digitale bogklubber. Det spænder snarere ben for udvikling i branchen i en situation, hvor alle, fra kulturpolitikerne til den almindelige læser, efterspørger nye forretningsmodeller på bogmarkedet.
Danmark er det eneste europæiske land, der slet ikke beskytter sit bogmarked. Sidste år gav det sig udslag i, at 21 boghandlere lukkede, og at kulturpolitisk vigtige aktører som Gyldendal og Arnold Busck gav underskud. Som følge af det har Gyldendal varslet, at der vil udkomme færre titler, og Arnold Busck truer med at nedprioritere bøgerne og satse på andre varer i stedet.
De frie priser har opfordret branchen til at konkurrere på pris frem for kvalitet, og det gavner hverken læserne eller forfatterne. En begrænset fastprisperiode vil stadig give mulighed for at sælge bestsellere til lave priser, bare først nogle måneder efter udgivelsen.